Retningslinje for husstandsmøller
Husstandsmøller med en største totalhøjde på 25 meter kan opstilles ved fritliggende ejendomme i umiddelbar tilknytning til ejendommens bygninger, hvis det ud fra en konkret vurdering findes foreneligt med det åbne lands interesser. Opstilling af husstandsmøller kræver normalt en tilladelse efter planlovens landzonebestemmelser.
|
Redegørelse til retningslinje
Ved en husstandsmølle forstås normalt en mindre, enkeltstående mølle med en totalhøjde på under 25 meter, der opstilles i tilknytning til eksisterende bebyggelse i det åbne land – typisk i landzone.
Ved småmøller forstås normalt enkeltplacerede møller med et rotorareal på enten op til 1 m2 (mikromøller) eller et rotorareal på 1-5 m2 (minimøller).
Vindmøller under 25 meters totalhøjde i umiddelbar tilknytning til eksisterende bygningsanlæg kræver tilladelse efter planlovens landzonebestemmelser. En placering i umiddelbar tilknytning til en ejendoms eksisterende bygninger svarer som udgangspunkt til en afstand på maksimalt 20 meter, så bebyggelsen sammen med vindmøllen opleves som en samlet enhed i landskabet.
I sagsbehandlingen skal der tages størst muligt hensyn til nabobeboelser og til øvrige interesser, der er knyttet til anvendelsen af det åbne land, herunder især de landskabelige værdier. Landskabsanalyser og visualiseringer skal i tvivlstilfælde sikre, at der ved opførelse af husstandsmøller i det åbne land tages de nødvendige landskabelige hensyn.
I og ved afgrænsede landsbyer og andre boligområder kan der være begrænsninger i mulighederne på grund af nærheden til naboer og i landsbyerne kan der være særlige kuturmiljømæssige hensyn at tage.
Se i øvrigt Cirkulære om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller og bekendtgørelse om støj fra vindmøller.