Strategiske undersøgelser af fremtidens infrastruktur

Vejle Fjordbroen

 

Bl.a. på baggrund af Infrastrukturkommissionens betænkning fra januar 2008 blev der i januar 2009 indgået en bred politisk aftale om ”En Grøn Transportpolitik”. Udover beslutning om en række konkrete infrastrukturprojekter, der anlægges frem mod 2020, blev det besluttet frem til udgangen af 2013 at gennemføre to overordnede strategiske analyser af fremtidens infrastrukturbehov i hhv. hovedstadsområdet og Østjylland. Østjyllandsanalysen omfatter også øst-vest forbindelser.

 

Specielt Østjyllandsanalysen kan få stor indflydelse på, hvordan og i hvilket omfang infrastrukturen i Trekantområdet vil blive udbygget.

 

Som led i Østjyllandsanalysen har der været gennemført en screening af potentielle linjeføringer for en ny midtjysk motorvejskorridor (hærvejsmotorvejen), en analyse af fremtidige behov og muligheder for udvidelser af E45 motorvejen, en screening af mulige linjeføringer for at løse fremtidige vejkapacitetsproblemer over Lillebælt samt en screeningsanalyse vedrørende linjeføringsmuligheder for at realisere en rejsetid med tog på en time mellem Odense og Aarhus (Timemodellen) 1)

 

Østjyllandsanalysen skal omfatte:

  • En baneplan for Østjylland, herunder løsningsmuligheder med henblik på at realisere Timemodellen mellem Odense og Aarhus
  • Det langsigtede kapacitetsbehov for trafikken mellem Øst- og Vestdanmark
  • Det langsigtede kapacitetsbehov for den nord/syd-gående vejtrafik i Jylland.


Frem til udgangen af 2013 vil disse analyser blive yderligere forfinet bl.a. ved anvendelse af den nye landstrafikmodel. Der er således igangsat en analyse, der skal skære antallet af potentielle korridorer for en hærvejsmotorvej ned til 2-3 mulige korridorer.

 

Det er forventningen, at de to overordnede strategiske analyser vil munde ud i en politisk aftale om en række principielle infrastruktur valg, samt hvilke linjeføringsforslag der evt. skal arbejdes videre med. Det er næppe sandsynligt, at de valg der måtte blive foretaget vil resultere i konkrete anlæg før på den anden side af 2020. 

 

I Syddanmark er der enighed om at sætte særlig fokus på tre større infrastrukturprojekter, som vil forbedre mobiliteten i regionen og forbindelserne til det øvrige Danmark, vore nabolande og resten af verden:

  • En parallelforbindelse ved Lillebælt, som trafikalt er mere effektiv og økonomisk fordelagtig end alternativerne.
  • En midtjysk motorvej til grænsen, der kan aflaste E45 og skabe bedre forbindelser til Billund Lufthavn samt koble Syddanmark, Midt- og Nordjylland bedre sammen.
  • En styrkelse af Timemodellen for lyntog med ét stop i Trekantområdet og videreført til Esbjerg og grænsen.

 

Infrastruktur er et højt prioriteret indsatsområde i Trekantområdet. Trekantområdet søger derfor gennem analyser og dialog med staten og andre aktører at fremme områdets infrastrukturprioriteringer.

 

Kortet viser den principielle placering af en fremtidig hærvejsmotorvej og en parallel forbindelse til den nye Lillebæltsbro. 

Fremtidig hærvejsmotorvej
Timemodellen for lyntog ville med et stop i Trekantområdet kunne illustreres på følgende måde:

Timemodel

Udenfor Trekantområdet arbejdes der på forskelligt planlægningsstadie med større infrastrukturanlæg som en fast Femern-forbindelse og en fast Kattegat-forbindelse. Femern-forbindelsen, der forbinder det østlige Danmark og Lübeck/Hamburg området, er vedtaget, og projektering og udbud er godt på vej. Anlægget forventes færdigt i 2021. Trafikalt vil den kun have marginal betydning for Trekantområdet. På vejsiden har Vejdirektoratet, bl.a. i forbindelse med VVM-undersøgelsen vedr. udvidelse af E20 på Vestfyn, i samarbejde med Sund & Bælt A/S konkluderet, at en Femern-forbindelse kun vil aflaste E20/E45 gennem Trekantområdet med 500-600 biler i døgnet. Det vil i realiteten ikke kunne mærkes, da det ikke svarer til mere end den almindelige trafikvækst på et års tid. På banesiden vil størstedelen af de gennemkørende transitgodstog, der mellem Sverige og Tyskland uden stop kører gennem Trekantområdet, køre via den nye Femern-forbindelse. Det vil dels betyde en reduktion af støjen langs banen fra de op mod 40-50 daglige godstog gennem bl.a. Middelfart og Kolding, og dels vil det medføre, at der kapacitetsmæssigt bliver bedre plads på banen, så der kan køre flere passagertog, der f.eks. kan betjene Trekantområdet.

 

En Kattegat-forbindelse indgår i de statslige strategiske undersøgelser, der som nævnt forventes afsluttet i 2013. Hvor meget trafik en sådan forbindelse præcist vil generere, og hvor meget der præcist vil blive overflyttet fra baner og motorveje i Trekantområdet, kan der ikke svares på førend den såkaldte landstrafikmodel er køreklar – formentlig i 2013. På vejsiden tyder det dog på - med den viden, der foreligger om, hvor den nuværende trafik på Storebælt og motorvejene igennem Trekantområdet skal fra og til – at en Kattegatforbindelse næppe vil overflytte mere end 3000-4000 biler i døgnet fra de gennemgående motorveje i Trekantområdet, herunder Vejlefjord-broen og Lillebæltsbroen. Det svarer til 5-6 års trafikvækst. På banesiden har Trafikstyrelse, til brug for de strategiske undersøgelser, givet et bud på øst-vest banebetjeningen med en Kattegatforbindelse. Ifølge dette bud vil en Kattegatforbindelse ikke medføre mindre togbetjening af Trekantområdet i forhold til dagens situation. Ifølge dette bud er det kun de få nuværende tog der uden stop kører gennem Trekantområdet mellem København og Odense/Aarhus, der vil bortfalde. Der vil tværtimod være mulighed for flere direkte tog/lyntog, der med stop i Trekantområdet betjener Esbjerg/Sønderjylland. Ifølge Trafikstyrelsens bud vil Trekantområdet også i en situation med en Kattegat forbindelse få reducerede rejsetider til København.

---

Noter:

1) Trafikaftale 29. januar 2009, En grøn transportpolitik: ”Parterne er enige om, at der skal sikres markant hurtigere rejsetider med tog mellem de store byer, og ønsker derfor en etapevis udbygning og opgradering af banenettet. Visionen er en rejsetid på 1 time på strækningerne København – Odense, Odense – Århus og Århus –Aalborg (Timemodellen Parterne er enige om, at visionen i et længere tidsperspektiv søges udbredt til flere byer, f. eks. Esbjerg og Herning

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00