Retningslinje for den kollektive trafik

Busdrift

Hvor det er muligt skal forholdene for busrutekørsel fremmes i forbindelse med etablering af nye eller ved ombygning af eksisterende vejanlæg, trafikløsninger eller terminalanlæg.

 

Jernbane

Til såvel planlagte som til mulige kommende jernbaneanlæg, standsningssteder og terminalanlæg reserveres arealer. Ved udvidelse af spornettet eller trafikaktiviteten skal det sikres at miljøkonflikter forebygges. (støj, vibration, luftforurening).

 

Jernbanenettet samt nye standsningssteder er vist på kortbilag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Redegørelse til retningslinje

Busdrift

Inden for Trekantområdet tilrettelægges den offentlige busbetjening gennem Sydtrafik og FynBus, der er trafikselskaber etableret i henhold til Lov om trafikselskaber.

 

Gennem de sidste år er der sket store omlægninger af den kommunale og regionale bustrafik i i såvel Sydtrafik og FynBus områder. Der er indhøstet de første erfaringer med implementeringen af de regionale trafikselskabers trafikplaner. På den baggrund har KKR Syddanmark – i samarbejde med Region Syddanmark – arbejdet med at formulere en vision og nogle principper for den kollektive bustrafik –  i første omgang – for Syd- og Sønderjylland.

 

Den overordnede indgang har været, at der er knaphed på ressourcer hos såvel kommuner og region. Derfor er det en overordnet målsætning, at den kollektive bustrafik skal tilrettelægges med henblik på at sikre flest mulige passagerkilometer indenfor den økonomiske ramme.

 

Forudsætningen for kollektiv trafik i Trekantområdet adskiller sig ikke afgørende fra forudsætningerne i hele Syd- og Sønderjylland. Kombinationen af såvel en række større byer med en vis afstand som store relativt tyndt befolkede områder med store afstande medfører i store dele af området et ringe passagergrundlag for den kollektive trafik. Bilen er for mange den mest fleksible og miljøvenlige transportform.

 

Derudover har den kollektive trafik en opgave i at sørge for en pendlerbetjening, der kan modvirke at familier med bil føler sig nødsaget til at supplere med endnu en bil. Dermed er den kollektive trafik med til at modvirke trængsel og yder et positivt bidrag til en mere klimavenlig udvikling.

 

Helt konkret har kommunerne og regionen i fællesskab formuleret en række principper for den  kollektive trafik i Syd- og Sønderjylland, og dermed også i Trekantområdet:

  • at den kollektive trafik skal tilrettelægges, så den især sikrer børn og unges adgang til uddannelsesinstitutioner. Dermed støtter den bl.a. op om målet om, at 95 % af de unge tager en ungdomsuddannelse,
  • at der, hvor der vurderes at være et tilstrækkeligt passagergrundlag, skal sikres gode kollektive forbindelser til og mellem de større bysamfund og andre vigtige rejsemål i og uden for Sydjylland,
  • at borgere i tyndere befolkede områder med fordel kan tilbydes forskellige former for behovsstyret trafik,
  • at den kollektive trafik skal koordineres internt samt med andre trafikformer, især er koordineringen mellem bus- og togtrafik dog vigtig,
  • at der i den konkrete udformning af den kollektive trafik skal være fokus på miljø og reduktion af CO2 emissioner.

 

Jernbane

Trekantområdets største byer er indbyrdes forbundet af et dobbeltsporet jernbanenet, som for både person- og godstrafikken indgår i landets overordnede jernbanenet.

 

Internt i Trekantområdet anvendes togene primært af rejsende uden adgang til bil. Det drejer sig i første række om uddannelsessøgende på ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser, og i mindre omfang jobpendlere. På længere rejser indenfor Den Østjyske Byregion og mod Odense, samt i landsdelsforbindelser, spiller togtrafikken en betydende rolle for jobpendlere og erhvervsrejser og konkurrerer her direkte med bilen.

 

Mellem Trekantområdets største byer skal jernbanenettets muligheder udnyttes i størst muligt omfang f. eks. som nærbane. En fortsat højfrekvent udbygning af banedriften mellem områdets største byer skal prioriteres højt.

 

Den regionale togbetjening er vigtig for kommunerne, idet den kollektive bustrafik, teletaxi og cykeltrafikken er bygget op omkring togbetjeningen af byerne langs banelinjerne. En forbedring af den regionale togbetjening med for eksempel halvtimesdrift vil derfor kunne understøtte, at det vil være attraktivt at bosætte sig i byerne langs jernbanen.

 

Gennem Trekantområdet krydser landets nord/sydgående og øst/vestgående banelinjer, og området udgør derved landets vigtigste knudepunkt for såvel den nationale som den internationale godstransport med forbindelse til såvel Europa som Skandinavien.

 

Knudepunktets beliggenhed direkte op ad et tilsvarende motorvejsknudepunkt samt den vigtige erhvervshavn ved Fredericia/Middelfart og med havne i Vejle og Kolding sikrer  Trekantområdet en særlig position i forhold til godstrafikken og dermed også en forpligtigelse med hensyn til at tilgodese godstransportens arealmæssige og udviklingsmæssige behov.

 

Transportministeriet analyserer frem til 2013 gennem en række strategiske undersøgelser, hvordan den såkaldte timemodel for hurtige lyntog mellem landets større byer bedst kan gennemføres. I den forbindelse kan visse baneudretninger bl.a. i Trekantområdet komme på tale. Trekantområdet har i den forbindelse peget på, at Trekantområdet bør betjenes af de hurtigste lyntog mellem København, Odense, Aarhus og Aalborg. Blandt de muligheder, Trafikstyrelsen arbejder med for at realisere en timemodel mellem Odense og Aarhus, indgår ambitiøse forslag om baneudretninger og – omlægninger, der betyder at en fremtidig banestrækning for timemodellens tog ikke nødvendigvis vil passere de nuværende stationer i Trekantområdet. Såfremt timemodellen realiseres i denne form har Trekantområdet peget på, at en  fælles station med Park+Ride faciliteter kan være en god mulighed for at betjene Trekantområdet.

 

I forbindelse med undersøgelsen af den såkaldte timemodel for hurtige lyntog mellem Odense og Aarhus, er der konstateret et kapacitetsproblem på banestrækningen over Vestfyn. Med den nuværende kapacitet på strækningen vil det næppe være muligt både at opretholde alle nuværende lokalstationer og samtidig at køre flere og hurtigere tog på strækningen. Som imødegåelse af dette problem undersøges der fra statslig side mulighed for enten at lukke et antal mindre lokalstationer på Vestfyn, eller alternativt udbygge sporkapaciteten over Vestfyn, f.eks. i form af en ny banestrækning langs motorvejen for de hurtige gennemgående persontog.

 

Samtidig har Trafikstyrelsen og BaneDanmark undersøgt potentielle nye stationer langs banenettet. En station i Erritsø, der i første omgang er beregnet til regionaltog, men evt. på sigt til IC-tog, er en af de stationer der ifølge undersøgelsen har størst potentiale. Fredericia kommune har samarbejdet med Trafikstyrelsen og BaneDanmark om konkretisering af stationsplacering og -udformning.

 

Af hensyn til transport af de mange uddannelsessøgende mellem lokalstationerne i Middelfart kommune og Middelfart, Fredericia og Odense, samt en evt. ny station ved uddannelsesområdet i Erritsø, er det for Trekantområdet afgørende, at de nuværende lokalstationer i Middelfart kommune opretholdes.

 

Trafikstyrelsen har, på baggrund af ”Aftale om bedre mobilitet” fra 26. november 2010 mellem en bred kreds af folketingets partier, gennemført en forundersøgelse af banebetjening af Billund Lufthavn. Forundersøgelsen, der blev offentliggjort i sommeren 2012, har fokuseret på at identificere et antal mulige korridorer for en jernbaneforbindelse og foreløbige skøn for deres konsekvenser. Undersøgelsen viser at en banebetjening bør tage udgangspunkt i en østlig linjeføring rettet mod Vejle – enten en jernbaneløsning via Jelling eller en direkte letbane fra Vejle. Forundersøgelsen viser at en baneforbindelse til Billund lufthavn har et passagerpotentiale svarende til en række større privatbaner, og en række mindre statsbanestrækninger.

 

Som led i bestræbelserne på sikre en højklasset kollektiv sammenbinding af Billund Lufthavn med det øvrige Trekantområde, og øvrige store byer, lægger Trekantområdet vægt på, at der fra statslig side arbejdes videre med banebetjening af Billund Lufthavn.

 

Langs dele af det eksisterende banenet er der forudsat udbygninger af banenettet, herunder stationer for persontransporten og terminalanlæg for godstransporten m.v.

  • Der er besluttet og igangsat en udbygning af strækningen mellem Vamdrup og Vojens til dobbeltspor og hastighedsopgradering frem til 2015. 
  • Der er besluttet og igangsat elektrificering af strækningen Lunderskov til Esbjerg frem til 2015.
  • Det er besluttet at udarbejde beslutningsgrundlag for elektrificering af strækningen mellem Fredericia og Aarhus/Aalborg.
  • Der er en reservation af areal langs jernbanen ved Taulov til udvidelse af terminalen for udveksling af jernbane- og vejgods. 
  • På baggrund af Trafikstyrelsen og BaneDanmarks undersøgelse af potentielle nye stationer langs banenettet er der reserveret arealer til en ny station:
    • Ved Snaremosevej i Erritsø, hvor banen deler sig mod Fredericia og Kolding
    • Ved Taulov Øst, hvor banen deler sig mod Fredericia og Middelfart.
Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00