Kollektiv trafik

 

 

Redegørelse til mål

I store dele af Trekantområdet er der et ringe passagergrundlag for den kollektive trafik. Bilen er for mange den mest fleksible og miljøvenlige transportform. Kun i og omkring de største byer kan den kollektive trafik udgøre et alternativ til bilen. På landet og i de mindre byer bruges bussen først og fremmest af skolelever og uddannelsessøgende.

 

I forhold til længere rejser, både mellem Trekantområdet og øvrige større bycentre, og som en væsentlig forudsætning for udbygningen af Trekantområdets bystruktur, der sammen med bl.a. Århus udgør vækstområdet i Den Østjyske Byregion, skal den kollektive transport med tog fremmes, således at den kollektive togtrafik kan tilbyde et alternativ til biltransport.

 

Udbygning af den sporbundne transportform (jernbane og letbane) er en betydende faktor i at opbygge et højklasset kollektivt trafiksystem, der sammen med et regionalt kollektivt bussystem kan binde Trekantområdets største byer og Billund Lufthavn sammen.

MÅL

 

Den kollektive bustrafik skal først og fremmest sikre et transporttilbud for de borgere, der ikke har adgang til bil. Den kollektive trafik med bus skal i den forbindelse i særlig grad tilrettelægges i forhold til børns og unges rejser til uddannelser.

 

I forhold til de længere rejser skal udbygningen af jernbanedriften inden for person- og godstransport  understøttes

DET VIL VI

 

Arbejde for, at timemodellens lyntog mellem Odense og Aarhus får  standsningssted i Trekantområdet. Såfremt timemodellen mellem Odense og Aarhus realiseres med store baneudretninger og baneomlægninger, bør det være i form af ét fælles standsningssted for Trekantområdet med Park + Ride faciliteter. Kommunerne i Trekantområdet vil komme med et forslag til placering af et sådant standsningssted. Derudover skal der arbejdes for, at der etableres hurtige baneforbindelser fra Trekantområdet til de større byer i Danmark og Nordtyskland.

 

Arbejde for en forbedret s-togslignende togbetjening med øget frekvens, faste minuttal og kortere rejsetider, mellem Vejle, Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejen, og videre mod Aarhus, Odense og Esbjerg.

 

Forbedre mulighederne for, at kombinere cykel og kollektiv trafik (gratis cykler i tog og regionale busser i samarbejde med bl.a. DSB, bedre cykelparkeringsforhold ved stationerne).

 

Arbejde for, at staten med udgangspunkt i den gennemførte forundersøgelse fortsætter arbejdet med, at Billund lufthavn får banebetjening fra Vejle. 1

 

Arbejde for, at gøre den kollektive trafik mere bæredygtig. Det kan f.eks. ske ved at stille krav om anvendelse af energieffektive køretøjer og grønne drivmidler som biodiesel eller biogas til busserne i forbindelse med udbud af offentlig transport.

---

1) Vejles kommuneplan specificerer, at banebetjeningen skal være fra Vejle.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00