Retningslinje for kirkeomgivelser

Inden for kirkeomgivelserne må der kun planlægges for og udføres aktiviteter inden for byggeri, anlæg, råstofgravning m.v., hvis der tages hensyn til kirkernes landskabelige beliggenhed, samspil med det nære bebyggelsesmiljø eller udsigten til og fra kirken, og det kan godtgøres, at de beskyttelsesmæssige og bevaringsmæssige interesser ikke tilsidesættes.

 

Kirkeomgivelser er angivet på kortbilag.

 

 

 

 

 

Redegørelse til retningslinje

Kirkerne udgør en vigtig kulturhistorisk arv, der rækker mere end 800 år tilbage, og nogle kirker udgør derfor landets ældste bygninger. Variationer i udformningen af kirkerne afspejler den tid, kirkerne er blevet opført eller ombygget i. Forskellene kan også afspejle det lokale landskabs muligheder og begrænsninger og dermed fortælle om de vilkår, vores forfædre var underlagt.

 

Efter Naturbeskyttelsesloven er der om næsten alle kirker en kirkebyggelinje på 300 meter, inden for hvilken der ikke må opføres bebyggelse på over 8,5 meter. Ved mange kirker er der desuden tinglyst fredninger, for at friholde kirkernes allernærmeste omgivelser for byggeri m.m.

 

Retningslinjen for ’kirkeomgivelse’ er lavet for at supplere disse bestemmelser, således at myndighederne kan sikre, at der inden for kirkeomgivelserne ikke foretages indgreb, som kan virke forstyrrende på kirkernes visuelle indvirkning i landskabet. Kirkeomgivelser er typisk et større geografisk areal.

 

”Kirkeomgivelser” rummer både kirkens nære omgivelser og de fjernere omgivelser. Kirkens nære omgivelser omfatter dels det bebyggede område, hvori kirkebygningen opfattes som det dominerende bygningselement, og dels ubebyggede områder umiddelbart omkring kirkeanlægget, der er omfattet af kirkeomgivelsesfredning (provst Exner-fredning), eller mindre ubebyggede områder med en sådan karakter og beliggenhed, at selv begrænsede ændringer i områdets anvendelse og udformning på afgørende måde kan ændre hele miljøet omkring kirken. Bebyggelse og tekniske anlæg inden for det bebyggede område i kirkens nære omgivelser, der udformes eller placeres på en meget dominerende måde, vil kunne forstyrre et harmonisk helhedsbillede. Ved renovering eller nybyggeri inden for dette bebyggede område i kirkens næromgivelser skal der ved udformning og placeringen af det enkelte bygningsanlæg tages hensyn til helhedsvirkningen omkring kirken.

 

Kirkens fjernere omgivelser er det åbne landskab, hvori kirken opfattes som en markant bygning. Det er hensigten med udpegning af kirkeomgivelserne, at den del af omgivelserne, der kan betragtes som fjernere omgivelser, bevares som et åbent agerdomineret landskab. Der er tale om en tilkendegivelse af, hvor en egentlig byvækst, skovrejsning, opførelse af fritliggende bygninger eller særligt høje eller store driftsbygninger skønnes at være uheldig ud fra hensynet til at bevare en sammenhæng mellem kirkeanlægget og det omgivende landskab. Såfremt en afvejning af de planlægningsmæssige interesser gør det nødvendigt at bygge inden for kirkernes fjernomgivelser, skal der tages hensyn til kirkernes beliggenhed i landskabet og udsigten til og fra kirken. Store tekniske anlæg, som for eksempel højspændingsmaster, vindmøller og vejanlæg, bør så vidt muligt undgås inden for kirkeomgivelserne.

 

For Kolding, Fredericia og Vejle blev der i 1989 udarbejdet en rapport, ”Kirkernes omgivelser i Vejle Amt”, på baggrund af en registrering af alle kirker. I rapporten er der lavet en afgrænsning af kirkeomgivelserne i 3 kategorier:

  • Kirkernes fjernomgivelser, der består af åbent land eller til dels åbent landskab, hvori kirken opfattes som den markante bygning.
  • Kirkernes næromgivelser, der overvejende består af bebygget område, hvor kirkebygningen opfattes som det dominerende bygningselement.
  • Særligt kirkeområde, der består af kirkeanlægget med kirkeomgivelsesfredning samt mindre arealer i umiddelbar tilknytning til kirken.

 

Det bemærkes, at de to sidstnævnte kategorier svarer til definitionen af kirkens næromgivelser i denne redegørelses del.

 

For Vejen og Billund kommuner har Ribe Amt i 2005 udarbejdet en rapport ” Registrering af kirkeomgivelser i Ribe Amt, Ribe 2005”, hvor der er foretaget en registrering/kortlægning/beskrivelse af kirkebygningernes udseende og arkitektur, kirkens område (kirkegård og arealer i umiddelbar tilknytning til kirken), kirkens og landsbyen (kirkens næromgivelser) samt kirken og landskabet (kirkens fjernomgivelser).

 

For Vejen og Kolding Kommune foreligger desuden rapporten ”Registrering af kirker og kirkeomgivelser i Sønderjyllands Amt, 2000”.
For Middelfart Kommune er overført den kortlægning og udpegning, som fremgik af Regionplan 2005 for Fyns Amt. Rapporterne og udpegningerne på kort kan ses på de respektive kommuners hjemmesider.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00