Vejles muligheder i den nye verden

Vejle Kommune har i de senere år haft økonomisk vækst. Det skal vi fortsætte med at have og forudsætningerne for det er til stede, hvis vi forstår at udnytte vores muligheder.

 

I Danmark, som i resten af verden, går udviklingen fra land til by. Statslige arbejdspladser og industriarbejdspladser lukker i de mindre byer i yderområderne, og de unge flytter ind til de større byer i vækstområderne, og de flytter ikke tilbage.

 

Den udvikling er til Vejle Kommunes fordel, da vi er en central del af Den Østjyske Byregion, der omfatter hele området langs E45 fra Kolding i syd til Randers i nord. Det er især Århus, der trækker væksten.

 

Vejle er den sydligste af de 10 kommuner i Østjylland, der ifølge en undersøgelse fra Dansk Byggeri, vil vokse mere end 15 % frem til 2040.

 

I Vejle Kommune afhænger vores succes af, at vi forstår at samarbejde med Århus, der rummer de store virksomheder, det store udbud af længerevarende uddannelser og en lang række forsknings- og innovationsmiljøer. Vi kan f. eks. samarbejde om grønne teknologier og kreative iværksættermiljøer, hvor vi har styrkepositioner, som gør os interessante at samarbejde med.

 

Vi skal fortsætte med at arbejde sammen med de andre kommuner i Trekantområdet på de områder, hvor vi har fælles interesser. Trekantområdet søges fortsat udviklet som det sydlige vækstcenter i Den Østjyske Byregion.

 

Vi skal fortsætte med at arbejde med vores brand. Dette brand knytter sig især til Fjorden og Ådalen. Fjorden og Ådalen skal udvikles endnu med udbygning af de rekreative muligheder i og omkring Ådalen. Det skal ske i samarbejde med lokale grundejere, virksomheder og foreninger. Ådalen og Fjorden giver os også særlige udfordringer i form af risiko for oversvømmelser i forbindelse med klimaforandringerne. Disse udfordringer skal håndteres offensivt, så vi kan vende det til en styrke.

 

Vejle Kommune har i mange år arbejdet innovativt gennem en udviklingsorienteret planlægning. Det gør vi for at skabe en attraktiv kommune og attraktive byer for borgerne, erhvervslivet og besøgende, og for at tiltrække flere tilflyttere, turister og nye investeringer. Vi skal forsætte med at udvikle vores bymiljøer og boligområder. Detailhandlen, som vi kender den, er under pres fra den stigende e-handel og stigende konkurrence. Vejle er i dag Danmarks 5. største handelsby, og vores planlægning skal også fremover medvirke til at fastholde og styrke den position.

 

Også kulturlivet skal være med til at styrke Vejle kommune i konkurrencen med andre kommuner. Koncentrationen af kulturtilbud som musikteater, biograf, kunstmuseum i Vejle Midtby giver en god synergi med handelslivet og (erhvervs-) turismen. Med det nye kulturmuseum, er der taget et vigtigt skridt, men også Monumentområdet i Jelling og de mange små og store festivaler og events, er vigtige i den sammenhæng. Her er det vigtigt, at vi finder vores egen vej, og skaber unikke oplevelser for borgere og besøgende.

 

Arbejdet med kommunens herlighedsværdier i by og på land, samt arbejdet med kulturlivet, er med til at fastholde vores position indenfor turisme. Vejle Kommune har især en styrkeposition indenfor erhvervsturisme, det vil sige møder, konferencer og messer. Udvidelsen af DGI-huset er et af de tiltag, der vil styrke Vejle i konkurrencen med andre messe- og konferencebyer og give omsætning i hotel- og restautionsbranchen i hele kommunen. Andre tiltag der forventes at øge turistomsætningen er den nye lystbådehavn i Vejle og den bebyggelse der opføres her.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00