Læsevejledning og retsvirkninger

Læsevejledning

De indledende afsnit i kommuneplanen beskriver den overordnede hovedstruktur i Trekantområdet og visionen for Vejle Kommune.

 

Efterfølgende er kommuneplanen opbygget tematisk i 5 temaer:

 

1. By og Erhverv

2. Det åbne land

3.  Kultur, Turisme og Friluftsliv

4. Infrastruktur og Tekniske Anlæg

5. Klima

 

Hvert tema indledes med mål og redegørelser. Derefter følger retningslinjer med tilhørende redegørelse. Retningslinjerne kan være fælles for Trekantområder eller kan være lokale for Vejle Kommune. Til de fleste retningslinjer er der tilknyttet kortbilag.

 

For flere af temaerne er der lavet ”Det vil vi”-bokse, der beskriver hvilke fælles projekter kommunerne i Trekantområder, vil arbejde for at gennemføre i næste planperiode.

 

En farvekode nederst på siderne angiver med et bånd, om indholdet relaterer sig til Trekantområdet (fremhævet lilla) eller kun til Vejle Kommune (fremhævet grønt). På hjemmesiden er der ikke forskel.

 

Efter retningslinjerne følger, hvor det er relevant, rammer for lokalplanlægningen i Vejle kommune.

 

Afsnittet under Byer og Erhverv indeholder både generelle mål og rammer for arealanvendelsen og specifikke mål og  rammer for de enkelte byer/bydele.

 

Afsnittende om de enkelte byer/bydele indeholder en  beskrivelse og  en række udviklingsmål for de konkrete områder.  Indbyggertallet er opgjort på baggrund af Danmarks Statistik og tallet for udbygning med boliger er opgjort på baggrund af udstedte byggetilladelser.

 

Hver by/bydel er vist på kort, der viser rammeområderne, der er nummeret fortløbende og navngivet efter anvendelsen – B for bolig, E for erhverv o.s.v. Til hvert rammeområde hører der en rammetekst.

 

Rammeområderne i det åbne land er nummereret med 99.

 

Kommuneplanens retsvirkninger

Kommunen har pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse og efterleve retningslinjerne. Retningslinjerne er bindene for kommunens planlægning, administration og anlægsvirksomhed.

 

Kommuneplanen har ingen direkte retsvirkninger over for kommunens borgere. Planen i sig selv kan hverken forbyde eller give lov til bestemte ting. Det kan først ske via den konkrete sagsbehandling.

 

Kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen angiver grænser for, hvilket indhold en lokalplan kan have. Rammene giver ikke den enkelte grundejer ret til at anvende eller bebygge sin ejendom i overensstemmelse med rammebestemmelserne.

 

Rammerne er maksimalgrænser. De er ikke mere detaljerede, end at der ved lokalplanlægningen kan ske en nøjere planlægning og detaljering af et område. En lokalplan vil derfor ofte på grund af den mere detaljerede planlægning være skærpende i forhold til rammernes bestemmelser om bebyggelsesprocenter, antal etager med videre.

 

Eksisterende byplanvedtægter, lokalplaner og tinglyste servitutter er fortsat gældende, uanset hvad der står i kommuneplanens rammebestemmelser. De kan kun ændres gennem en ny lokalplan eller ved at byrådet ophæver forældede lokalplaner. Når kommuneplanen er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort, har byrådet mulighed for at regulere anvendelsen af de enkelte ejendomme i overensstemmelse med kommuneplanen.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00