Landsbyer i Vejle Kommune

1. Ådal fra luften (ABC-luftfoto) 2. Stuehus i Gauerslund. 3. Det tidligere Langelund Mejeri. 4. Historisk kort over Vesterlund.

 

Temaplan for mindre landsbyer

Vejle Kommune har kortlagt landsbyerne i Temaplan for mindre landsbyer i 2012. Fem af landsbyerne er vurderet til at rumme særlige bevaringsværdier. Det drejer sig om Brøndsted, Gl. Højen, Ravning, Sellerup og Ådal. For tre af landsbyerne, Ravning, Gl. Højen og Sellerup, som er afgrænsede landsbyer, vil der blive udarbejdet bevarende lokalplaner.

 

For at bevare de særlige bevaringsværdier er der i rammerne for Ravning, Gl. Højen og Ådal indsat bestemmelser i forhold til opsætning af solceller. Ansøgninger om opsætning af solceller i Brøndsted og Sellerup vil blive behandlet med udgangspunkt i disse bestemmelser.

 

I det følgende gengives rammebestemmelserne og afgrænsningerne for alle de afgrænsede landsbyer i kommunen. Foruden de afgrænsede landsbyer er der en række andre landsbyer / steder som er beskrevet i temaplan for mindre landsbyer fra 2012. Det drejer sig om Bindeballe Stationsby, Brøndsted, Lindeballe, Rands, Riis, Ringive, Riis, Uhe og Åst.

 

Retningslinjen gælder kun for de afgrænsede landsbyer. For de afgrænsede landsbyer er der foretaget en vurdering af, hvor grænsen mellem by og land skal gå af hensyn til de øvrige areal-og beskyttelsesinteresser. Indenfor landsbyafgrænsningen kan der efter en konkret vurdering bygges boliger. Disse er blevet til gennem en temaplan, som blev udarbejdet og vedtaget i 2010-2012. I temaplanen finder du de uddybende beskrivelser af den enkelte landsby illustreret med kort og fotos. Temaplanen kan findes på www.vejle.dk

 

Landsbytemaplanen kan downloades som en pdf her:   landsbytemaplan.pdf (39.9 MB) 

 

Indledning til temaplanen

”I begyndelsen var landsbyen”. Sådan indleder Vejle Amts Folkeblad sin artikelserie om de i alt 45 landsbysamfund i Vejle Kommune, der er blevet kortlagt og beskrevet efter en byrådsbeslutning i 2009.

 

Gennem årtusinder var landsbyen nemlig det naturlige udgangspunkt for livet på landet i Danmark. Et overskueligt fælles center, der stort set kunne dække ethvert behov for indbyggerne og oplandets bønder.

 

Meget mere end 100 indbyggere og nogle få omkringliggende gårde har der ikke skullet til for at holde et mejeri, en mølle, en skole, et posthus, en købmand, en slagter, en bager, en landbetjent, en doktor, en smed, en tømrer og flere andre håndværkere i fuld sving.  

 

Her levede oldefar og oldemor, og her forekommer livet stadig en smule mere jordbundent og autentisk end i byen.

 

Fra minimetropol til boligby

Sporene fra dengang ses stadig, men de små bysamfund på landet har gennem de seneste 100 år fuldstændig ændret karakter.

 

I dag fungerer landsbyerne primært som boligbyer.

 

Butiksvinduer er blændet af, fordi folk køber ind i centre og større byer.

 

Fællesskabsfølelsen består ikke desto mindre. Det fremgår blandt andet af før omtalte artikelserie, der blev bragt i sommeren 2011, og endnu i skrivende stund findes på www.vejleamtsfolkeblad.dk/landsbyer.

 

Man kommer stadig hinanden og naboen ved i en moderne landsby. Og det er netop én af de fordele ved landsbylivet, som flest indbyggere valgte at fremhæve, da Vejle Kommune i foråret 2011 bad landsbyboerne skrive om, hvad der er vigtigst at bevare ude i deres små bysamfund.

 

Nært, fredeligt og frit

De indsendte svar på det spørgsmål kan reelt samles under tre overskrifter: Nærhed, fred og ro og frihed:

 

NÆRHED skal her forstås bredt. Som nærværende naboer, at være tæt på naturoplevelser og som en fælles følelse af ansvar for de funktioner, der trods alt stadig er tilbage i nogle landsbyer. Man kæmper sammen for sin skole, sine butikker og sine buslinjer.

 

FRED OG RO er et andet plus, mange landsbyboere fremhæver som en modsætning til storbyens larm og tempo.

 

Sidst men ikke mindst nævner flere, at FRIHEDEN til at leve og indrette sig som man vil – med børn, dyr, en pladskrævende hobby eller selvforsyning – er langt større på landet end i byen. Takket være lave priser på fast ejendom kan man herude få plads til at udleve sine drømme, og tolerancen over for anderledes opførsel og indretning er høj, lyder det.

 

Da Vejle Kommune i foråret 2011 holdt borgermøder for beboere fra de i alt 45 kortlagte landsbymiljøer, udtrykte flere deltagere da også bekymring for, om kommunen nu ville ensrette landsbylivet.

 

Landsbyens nye potentiale

Meningen med kortlægningen af de 45 vidt forskellige landsbymiljøer er at øge bevidstheden om den forandringsproces, landsbylivet står midt i.

 

Opmuntre til lokal debat om, hvad der kan få netop dette unikke landsbysamfund til at blomstre eller forhindre det i at sygne hen.

 

Sætte ord på de træk i byggeri og beplantning, det helt fundamentalt betaler sig at bevare eller forbedre.

 

Landsbylivet kan nemlig udmærket vise sig at have en ny guldalder for sig.

 

Kvaliteter som udsigt, ugenerede legeområder og autentisk lokalhistorie er i høj kurs hos boligkøbere.

 

Rundt om i Danmark bliver nedlagte skoler, mejerier og gamle gårde i disse år omdannet til attraktive almennyttige boliger og andelsboliger, der puster nyt liv i de små samfund.

 

Og for sådan et projekt kan lokal selvbevidsthed vise sig at blive afgørende for, om udviklingen sker på den aktuelle landsbykulturs præmisser eller omvendt.

 

 

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00