Det åbne land - Sammenhæng og balance

Omme Å

Omme Å

Det åbne land rummer en mangfoldighed af forskellige værdier, der fortæller om dets dannelse og menneskets aktiviteter igennem tusinder af år. Samtidig knytter der sig forskellige interesser til det åbne land.

 

Landbruget har fortsat en væsentlig indflydelse på landskabets udformning og jordens udnyttelse, men i Trekantområdet er der et betydeligt pres på at få inddraget jord til byudvikling og infrastrukturanlæg. Landskabet og naturen rummer en kvalitet, som gør det attraktivt at opholde og bosætte sig her for mange mennesker. Landdistrikterne skal sikres en fortsat udvikling, så de bliver gode steder at leve og drive virksomhed. De forskellige interesser skal afvejes således, at der bliver en god balance mellem benyttelse og beskyttelse i det åbne land.

 

Trekantområdet byder både på et varieret og kontrastrigt landskab. I tilknytning hertil ses en meget varieret natur, som spænder vidt forskelligt fra vest til øst. Det gør landskabet og naturen i Trekantområdet til et af Danmarks mest afvekslende. Mens den vestlige del er præget af de flade midtjyske hedesletter og mellemliggende bakkeøer med store hede-, mose- og plantagearealer, ændrer landskabet og naturen sig  mod østkysten og videre over det nordvestlige Fyn. Her er området karakteriseret af et stærkt kuperet randmorænelandskab, gennemskåret af dybe fjord- og ådale. Konge Å, Kolding Å, Vejle Å, Grejs Å og Elbodalen ved Spang Å er eksempler på sådanne markante dale, der samtidigt rummer store naturværdier. Mod Vejle og Kolding Fjorde samt langs med Lillebælt findes lange sammenhængende kyststrækninger af høj rekreativ, landskabelig og naturmæssig værdi.

 

Den åbne grønne storby

Det åbne land er et vigtigt element i den åbne, grønne storby, hvor landskabet, skovene og naturen mellem byerne i Trekantområdet er kerneelementer. Målet er at kæde rekreative og natur- og landskabsområder sammen, så byområderne adskilles af sammenhængende natur- og landskabskiler og derved styrker den åbne, grønne storby. Der bliver i Trekantområdet lagt vægt på, at landskabs- og naturkilerne mellem byerne friholdes for bebyggelse, så oplevelsen af forskellen mellem land og by sikres.

 

Beskyttelse af Trekantområdets værdier

For at sikre befolkningen varige muligheder for at opleve landskabet, forstå dets tilblivelse og for at bevare de geologiske formationer samt de oplevelsesrige og karakteristiske landskaber, er der i Trekantområdet udpeget områder, hvor der skal tages særlige hensyn til landskabelige og geologiske værdier. Disse områder skal beskyttes mod indgreb, der varigt ændrer landskabet, og skal gennem landskabsplanlægning og plejetiltag styrkes.

 

Ud over at udføre en beskyttende indsats lægges der i Trekantområdet stor vægt på at fremme genopretning af naturen samt på at fremme skovrejsning bl.a. med henblik på at forbedre miljøet og beskytte grundvandet. Samtidigt forbedres livsbetingelserne for dyr og planter og ikke mindst mennesker. Ny skov har endvidere på flere måder positiv indflydelse på udledningen af CO2 til atmosfæren. Træbrændsler mindsker udledningen af CO2 ved at erstatte fossile brændstoffer, og skovene binder CO2 i træer og jord. Det påvirker det nationale CO2-regnskab i positiv retning. Vådområder vil f.eks. virke som reservoirer for overfladevand og kan i nedbørsrige perioder være med til at tilbageholde vand og begrænse eller forhindre oversvømmelse af nedstrøms liggende byområder. Genopretning af lavbundsarealer til vådområder kan derfor blive et af Trekantområdets væsentligste elementer i bestræbelserne på at imødegå konsekvenserne af klimaforandringer.

 

Landbruget er et betydningsfuldt erhverv i Trekantområdet. Omkring 2/3 af Trekantområdet er landbrugsareal. Derved er landbruget den største arealforvalter i det åbne land. Strukturudviklingen i landbruget indebærer fortsat, at husdyrproduktionen samles på færre og færre enheder, hvor koncentrationen af dyr ofte øger den lokale påvirkning af omgivelserne. De landbrugsbygninger, der derved bliver overflødiggjorte, skal finde ny anvendelse eller om muligt fjernes. Omlægning af produktionen fra kvæg til svin medfører endvidere, at mange enge og overdrev ikke fremover vil blive afgræsset, og landskabet ændrer sig derfor. I forbindelse med lokalisering af nye landbrugsbygninger og husdyrbrug er det vigtigt at tage hensyn til naboer og værne om landskabet og den sårbare natur.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00