Nørup og Ny Nørup

Nørup Kirke
Nørup Kirke

 

De 2 bysamfund er fælles om skole og kirke, men bortset fra det er de 2 adskilte byer med hver deres historie. Nørup opleves som en langstrakt landsby, hvor bebyggelsen er koncentreret i 2 ”klumper” med kirken i midten. Den er især præget af det kraftige fald i terrænet fra kirken og ned til bækken. Udsigten til Engelsholm mod øst er vigtig at bevare.

 

Landsbyen hørte oprindeligt under Engelsholm, og kirken er da også opført af godsejeren de Lichtenberg, ligesom kirken i Bredsten. Det er altså ikke tilfældigt, at begge kirker har et tårn, der ligner tårnene på Engelsholm.

 

Ny Nørup er tydeligvis vokset op omkring vejkrydset, hvor bageren og den tidligere brugs er placeret. Det samme er det fortsat aktive mejeri. Brugsen ligger fortsat på landevejen, men nu i den vestlige udkant af byen. Der er også skole, benzintank og VVS-firma. Byen har dermed usædvanlig mange servicefunktioner i forhold til størrelsen.

 

Byen er adskilt fra Nørup af skov og engarealer. Med den nye omfartsvej syd om Ny Nørup er landevejen blevet fredeliggjort, men der er samtidig en risiko for, at bykernen bliver udtømt for funktioner.

 

Vejle Kommune har i 2009 i samarbejde med beboerne udarbejdet et landsbyprogram, der peger på, hvilke tiltag der skal til for at udvikle Nørup/Ny Nørup. Landsbyprogrammet kan ses på www.vejle.dk/landsbyprogram.

FAKTA

 

Indbyggertal 2012: 663
Boligudbygning 2007-2011: 4
Restrummlighed: 90 boliger
Nye udlæg: 0

MÅL

 

Sikre grundlaget for servicefunktioner gennem boligudbygning i Ny Nørup.

 

Fastholde det åbne landskab mellem de 2 byer.

 

Fastholde den tætte kontakt til landskabet fra hovedgaden i Nørup.

 

Fastholde den tætte bebyggelsesstruktur i Nørup.

 

Fastholde byfunktioner langs hovedgaden i Ny Nørup.

 

Genoprette gaderum i Ny Nørup.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00