Jelling

Byens Hus i Jelling
Byens Hus i Jelling

Jellings verdensarv

Jelling er kendt for Jelingmonumenterne og Seminariet. Det anslås, at mere end 100.000 mennesker årligt besøger Jellingmonumenterne, som er optaget på Unesco´s verdensarvsliste.

 

Med op til 25.000 gæster er Jelling-festivalen også en begivenhed, der tiltrækker besøgende.

 

Seminariet præger byens liv på mange måder, men ikke i så høj grad som tidligere. I dag bor mange af de studerende andre steder og pendler med toget eller i bil.

 

Jellings historie går tilbage til vikingetiden. Bortset fra kirken er den ældste bevarede bebyggelse i bymidten fra omkring 1850. En væsentlig igangsætter for Jellings nyere udvikling er Seminariet, der åbnede i 1841. Jernbanen åbnede i 1884 og løber lige syd for Seminariets område.

 

Jernbanen deler byen i en nordlig del fra før 1970 og de nyere boligområder med tilhørende skoler og institutioner, der ligger syd for banen. Mod nord har fredningen af højene forhindret byudvikling

 

Jelling-monumenterne med de to store høje, runestene og en meget stor skibssætning på mere end 350 meter er et af Danmarks vigtigste kulturarvsmonumenter. Nye fund fra 2007 og frem viser, at hele området er omkranset af et imponerende palisadehegn, der dækker et areal på 12 ha.

 

Vejle Kommune har i tæt samarbejde med Nationalmuseet, Kulturstyrelsen, Haderslev Stift og særlige eksperter gennemført en overordnet planlægning for monumentområdets udformning i fremtiden.

 

Vejle Kommune ønsker med de øvrige interessenter at kunne lave en ny samlet præsentation af området ved bearbejdning af landskabet, fritlæggelse af højene, fjernelse af eksisterende bebyggelser, udlægning af markeringer m.v.

 

Derfor er plangrundlaget for området ændret, og der er udarbejdet et projekt, der viser, hvordan monumentområdet kan formidles på stedet og hvordan området kan formidles sammenhængende og løfte oplevelsen af hele Jelling Monumentet.

 

Projektet er under realisering fra 2012.

 

Potentiale for udvikling

I Region Syddanmarks analyse af mindre byer i regionen konkluderes det, at Jelling har en relativ klar rolle som bosætnings- og pendlerby.

 

Jelling opleves som attraktiv, hvilket afspejler sig i høje boligpriser og en ret høj befolkningstilvækst og en høj andel af erhvervsaktive i befolkningen.

 

I de 5 år fra 2006 til 2010 er byen vokset 10,3%.

 

Jelling er især attraktiv på grund af naturen og nærheden til Vejle, og på grund af Seminariet.

 

Blandt Jellings udfordringer er handelslivet, som er trængt af de større byer i nærheden.

 

I forhold til dagligvarer er handelbalencen 98. Det betyder at omsætningen i dagligvarebutikkerne svarer til 98% af det forventede forbrug blandt Jellings borgere. For udvalgsvarer er tallet derimod kun 17, og det er væsentligt lavere end især Give og Egtved.

 

En anden udfordring er den store sårbarhed på beskæftigelsessiden, som skyldes at Seminariet er en dominerende arbejdsplads. Seminariet er i dag en del af University College Lillebælt.

 

Trafikale forhold

For at fredeliggøre Monumentområdet er Gormsgade lukket som gennemkørende vej. Flere eksisterende veje er blevet udbygget, og der er anlagt en helt ny vej – Mangehøje – nordvest om Jelling, så det er let for både borgere og turister at komme rundt.

 

Der er tog i timedrift, suppleret med busser. En hyppigere drift ville måske kunne få flere til at benytte toget til pendling og dermed aflaste vejnettet. En forbedring af togdriften må også formodes at have en positiv effekt på seminariets elevtal.

 

Natur og landskab

Mod syd er landskabet meget kuperet og terrænet falder ned mod Fårup Sø og Grejs Å. Mod nord er landskabet mere fladt. Mod sydvest ligger Fårup Mose. Området omkring golfbanen og Fårup Sø er bynære rekreative områder, som kan udvikles yderligere med joggingstier, vandreruter med videre.

 

Bykernen

Byens kerne består dels af et område omkring stationen og seminariet, med Runecenteret, der er indrettet i et tidligere mejeri, og dels af et nyere centerbyggeri ved Gorms Torv og Superbrugsen. Seminariet udgør et spændende og bevaringsværdigt miljø med de meget forskelligartede bygninger, der er placeret i en park. Det overordnede indtryk af bymidten er en meget grøn by, men også en by der mangler en klar struktur. Detailhandelsanalysen peger på at de mange turister der besøger byen er potentielle handlende.

 

De nye arkæologiske fund og arbejdet med Monumentplanen har skabt en ny situation for Jelling Midtby, bl.a. med planer om formidling af monumentområdet, nedrivning af huse samt lukning af Gormsgade og etableringen af ny omfartsvej.

 

I den forbindelse skal udviklingen af Jelling Midtby gentænkes. Jelling By er en at de mest attraktive og aktive byer i Vejle Kommune og med udviklingsplanen søger Vejle Kommune, at skabe rammer for en forsat dynamisk byudvikling og en levende bymidte.

 

Boligområder

Øst for bymidten har Vejlevej en mere landsbyagtig karakter med det store gadekær omkranset af gamle gårde og huse. Syd for gadekæret løber Damvej/Nyvej med villabebyggelse overvejende fra 1960´erne. Den forholdsvis smalle vej omkranset af tilgroede haver skaber et fint gaderum. Vest for bykernen ligger et stort ældre villakvarter med mange murermestervillaer. Her ligger også det tidligere rådhus tegnet af Friis og Moltke. Kvartererne syd for banen er allerede større end den del af byen, der ligger nord for banen. For at bevare balance omkring bykernen udlægges der et nyt boligområde ved Herningvej nord for Anesminde.

 

Byens beliggenhed og øvrige kvaliteter betyder, at der uden tvivl vil være et behov for nye områder. Fortætning og byomdannelse f. eks. på arealerne omkring banen kan være et middel til at skabe flere boliger med nærhed til stationen og bykernen, og reducere behovet for at inddrage nye arealer til byudvikling.

FAKTA

 

Indbyggertal 2012: 3292

 

Boligudbygning 2007-2010: 65

 

Restrummelighed: 302

 

Byomdannelse: 200

 

Nye udlæg: 0

MÅL

 

Udnytte de turistmæssige muligheder i placeringen på UNESCOs liste ved at skabe sammenhæng mellem byen og monumenterne.

 

Forbedre bymidten og fortætte med byboliger hvor det er muligt, samtidig med at den grønne karakter bevares.

 

Forbedre kontakten mellem byen og landskabet.

 

Skabe bedre muligheder for cykeltrafik til Vejle.

 

Bevare landsbykarakteren på Vejlevej.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00