Retningslinje for virksomheder med særlige beliggenhedskrav

Virksomheder, anlæg og indretninger, der kan forventes at belaste de nære omgivelser på trods af forureningsbegrænsende foranstaltninger, skal placeres i særlige erhvervsområder.

 

Omkring de særlige erhvervsområder skal der udlægges et konsekvensområde på 500 m fra grænsen af området. Konsekvensområdet skal friholdes for forureningsfølsom anvendelse, indtil der er foretaget undersøgelser, som dokumenterer, at miljøforholdene er acceptable i området. Kan det nødvendige konsekvensområde ikke udlægges i forhold til eksisterende og planlagte områder for forureningsfølsom anvendelse, skal afstanden på mindst 500 m tilvejebringes ved differentiering i det planlagte erhvervsområde.

 

Områderne for virksomheder med særlige beliggenhedskrav er angivet på kortbilag.

 

 

 

 

 

 

 

 

Redegørelse til retningslinje

Ifølge Planlovens § 11 a 6) skal kommuneplanen indeholde retningslinjer for beliggenheden af områder til virksomheder m.v., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav.

 

Begrebet ”virksomheder, der stiller særlige beliggenhedskrav” skal ses i sammenhæng med miljøbeskyttelseslovens kap. 5.

 

Udover særligt forurenende industrivirksomheder er det anlæg som f.eks. rensningsanlæg m.v. (vandforurening), affaldsanlæg (luft, støj, jord, vand), lufthavne (støj) o.lign.

 

Der er forskellige kriterier for udpegning af de særlige erhvervsområder. Derfor er ikke alle områder anvendelige til de samme typer virksomheder.

 

Udpegningen er sket på baggrund af støj-, luft-, spildevands- og grundvandsforhold.

 

Omkring flere af de udlagte områder findes der allerede i dag forureningsfølsomme områder (boligområder) inden for 500 meter. For disse områder gælder, at hele området ikke umiddelbart kan anvendes til alle typer virksomheder. Konsekvenszonen på 500 meter omkring de særlige erhvervsområder svarer til planlægningsafstanden mellem boliger og erhvervsvirksomheder med et støjkrav på 70 dB(A) i skel.

 

Nogle virksomheder belaster omgivelserne (støj, støv m.v.) eller udgør en risiko for de nære omgivelser på trods af foranstaltninger til at imødegå dette. Disse virksomheder placeres bedst i særlige erhvervsområder, hvor der er god afstand til beboelsesområder og rekreative områder.

 

Med den positive udvikling i mange industrivirksomheders miljøforhold i retning af færre gener og mindre forurening kan stadig flere virksomhedstyper integreres inde i byen.

 

Virksomheder, der genererer meget godstrafik påvirker omgivelserne med støj og luftforurening og øger risikoen for ulykker i trafikken. Denne type virksomheder placeres derfor bedst nær det overordnede vejnet, og evt. med adgang til jernbane.

 

Af hensyn til flysikkerheden bør der ikke etableres anlæg, der kan tiltrække fugle inden for en afstand af 13 km fra Billund Lufthavn og Koldingegnens Lufthavn.

 

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00