Bosætning

Finlandsparken i Vejle

Finlandsparken i Vejle

 

Redegørelse til mål

Trekantområdet udgør et stort potentiale som bosætningsområde, fordi der er mange arbejdspladser - både i området og i de større byer, som man kan nå inden for en times kørsel.

 

I perioden 2000-2011 er der bygget næsten 1600 boliger hvert år.

 

42 % af boligerne er parcelhuse, 26 % er tæt-lav bebyggelse, 21 % er etageboliger, mens resten er landbrugsbygninger, kollegieboliger og andre boligtyper.

 

Huspriserne (4. kvartal 2012 og 1. kvartal 2013) er højest i de fire kommuner ud til Lillebælt (Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle).

 

Den generelle udvikling inden for bosætningsmønsteret er, at husstandsstørrelsen bliver mindre, da flere bor alene (flere singler og flere ældre). 

 

Bosætning i Trekantområdet skal spille op til  og sammen med befolkningens forskellige livsstile samt de varierende behov og krav til boligens kvalitet og placering i forhold til omgivelserne.

 

Bosætningsmulighederne skal være med til at tiltrække og fastholde arbejdskraften og dermed styrke Trekantområdet som en del af oplevelses- og vidensamfundet.

 

I Trekantområdet skal der være plads til eksperimenterende boligbyggeri. Det kan ske på forskellig vis, f.eks. i forhold til arkitekturen, udnyttelse af lavenergi, klimatiltag og byggematerialer. Det kan også være ved at eksperimentere med boligarkitekturens indpasning.

 

Ønsker til boligens udformning og placering er i stigende grad, at boligen skal have et individuelt præg, og den skal ligge tæt på naturen og/eller tæt på de service- og kulturtilbud, som den større by kan tilbyde.

 

De større pendlingsafstande mellem hjem og arbejde gør, at boligerne skal placeres hensigtsmæssigt i forhold til den kollektive trafik og de overordnede veje. Der er også en overordnet samfundsmæssig interesse i at få udviklet nye koncepter for boliger med lavt energiforbrug.

 

Der vil også være forskellige krav til boligens udformning og placering alt efter om de boligsøgende er singler, børnefamilier eller ældre mennesker. Der skal derfor tilbydes boligområder i såvel by- som landzone med forskellig beliggenhed og karakter (byboliger, haveboliger, ældreboliger, landsbyboliger), som appellerer til forskellige målgrupper.

 

Byboligen er lejligheden, byhuset eller byvillaen i byen. Attraktive områder med boliger blandet med erhverv og offentlige formål dannes ved fortætning og udfyldning i de eksisterende byområder samt ved byomdannelse af gamle erhvervsarealer og havnearealer. Fortætning og byomdannelse er en mulighed, der ikke kun skal forfølges i de største byer. De boliger, der kan etableres på denne måde, giver en god udnyttelse af den eksisterende infrastruktur, og set fra brugerens synspunkt er boligen tæt på butikker og andre tilbud.

 

Haveboligen er parcelhuset eller rækkehuset i byens udkant. Haveboligen er boligen i grønne omgivelser med friarealer og adgang til naturen. For nogle områder udvikles særlige koncepter med golfbane, marina eller andre faciliteter.

 

Nye landsbyboliger skal indpasses i de eksisterende landsbymiljøer. Landsbyboligen skal knytte sig til landsbyens sociale liv og have nærhed og adgang til naturen og det åbne land. I mindre landsbyer (i landzone) skal nye boliger som udgangspunkt ske efter huludfyldningsprincippet eller på en måde, som understøtter landsbyens struktur.

 

Der skal være mange bomuligheder til rådighed for at sikre et bredt udbud. Det kan være byggeri i naturskønne omgivelser, som indpasser sig i landskabet, f.eks. ved at naturen går helt ind til husmuren, eller bebyggelser, som er tilført et ekstra naturelement i form af nye søer, skovbeplantninger osv. I den forbindelse er det vigtigt, at nyt byggeri i naturskønne omgivelser ikke ødelægger de kvaliteter, der gør området attraktivt.

 

I Trekantområdet er der udlagt arealer til 27.705  boliger, hvoraf 9.604 boliger etableres ved fortætning og byomdannelse af eksisterende byområder (se rummelighedsopgørelse for boliger i Trekantområdet). Nye arealudlæg er udlagt ud fra de principper om byudvikling, som er omtalt i afsnittet om arealer til byudvikling og afsnittet med planlægningsprincipperne Det er desuden tilstræbt, at give de mindre lokalbyer mulighed for en vis udbygning.

  

 

 

MÅL

 

Trekantområdet skal være kendetegnet ved attraktive bosætningsområder med varierede boligområder og fokus på kvalitet.

 

DET VIL VI

 

Fremme og understøtte projekter, der kan være med til at udvikle koncepter for boligområder med lavt energiforbrug.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00